Klik her for at vise i browser: Vis i browser

Hvordan du kan komme fra arrrgh til okay med din sure nabo.

Har du prøvet at have en nabo? Sådan en, der bor ved siden af dig. Over, under eller overfor dig. Det har de fleste af os vist. Det er svært at slippe gennem livet uden at prøve at have mindst en nabo.

Nogen gange er man heldig med sin nabo. Man siger dav og goddag og får en snak og en øl over hækken. Måske leger børnene med hinanden. Måske bliver man gode venner. Der er nogle, der er vilde med at have naboer på den måde.

Nogle gange ved man ikke helt, hvem det er, der bor inde ved siden af, og det fungerer egentlig helt fint, for måske har man ikke brug for mere.

Men så er der den sure nabo.

Andre gange ryger man ind i en nabo, hvor det ikke går helt så fint. Man kommer skævt ind på hinanden. Måske holder du en enkelt fest og glemmer at advare naboen. Måske blokerer naboens trailer for din indkørsel, og han får den ikke lige flyttet. Og så er der larmen! Altid den høje musik, når du skal sove. Eller plæneklipperen, der kører dagen lang. Eller stolene, der bliver trukket hen over gulvet. Du bliver irriteret, fordi du synes, det står på konstant. Du bliver frustreret, fordi du ikke får ro. Du bliver rasende, fordi naboen overhovedet ikke er spor lydhør over for dig!

Så nu tager du hævn! Du tramper i gulvet. Du lader hækken vokse i jeres fælles skel. Du skruer rigtig højt op for din egen musik, når naboen sætter sin på. Hele situationen begynder at gå ud over dit humør og din trivsel, og når du kommer hjem fra arbejde, håber du bare, at naboen er væk hele resten af dagen. Det er ikke spor fedt.

I det lange løb, er det en skidt situation både for dig og din nabo. Og din nabo er sikkert lige så træt af det hele, som du er.

Men det er ikke nemt at få talt om det. Selvom du egentlig gerne vil rede trådene ud. Naboen er jo så stædig – og så er der lige det der med din egen stolthed. Den er vi mange, der plages lidt af. ”Skulle jeg være galt på den? Næh nej, det er naboens skyld det hele” kunne man meget vel tænke i den situationen.

Hvad gør man så? Skal man pakke sine sydfrugter og flytte? Hvad nu hvis den næste nabo er endnu værre? På den måde er naboer jo lidt ligesom familie: vi vælger dem ikke selv og skal trækkes med dem det meste af vores liv. På godt og ondt.

Hvad kan du så gøre ved situationen?

Giv ikke op! Der er heldigvis hjælp at hente. Det kræver dog, at du gerne vil have, at situationen bliver anderledes, og at du er indstillet på at kigge lidt i egen barm. Der skal to til tango; og til et skænderi.

Hvis det overhovedet kan lade sig gøre, så sæt dig ned med din nabo og spørg, hvad han eller hun synes om hele situationen, og spørg, om ikke I skal finde en løsning sammen. Hvis naboen siger ja, er I allerede kommet et stykke vej. Måske kan I sammen tale jer frem til en løsning, I begge er tilfredse med. Måske skal I have hjælp til det fra en konfliktmægler.

Den upartiske trediemand.

Det er nemlig slet ikke spor dumt at have en upartisk trediemand med i samtalen. En der kan se situationen lidt udefra. Mægleren hjælper jer med at få sat nogle ord på situationen og hjælper jer også til at høre, hvad den anden siger. Det lyder måske fjollet, men når man er i en konflikt og måske har været det længe, har man svært ved at høre, hvad det er, den anden rent faktisk siger. Man har lavet alle mulige skræmmebilleder af den anden og har en masse fordomme, som spænder ben for kommunikationen. Mægleren hjælper jer til at trænge igennem dem. Og så er det mæglerens opgave et hjælpe jer frem til, at du og naboen sammen kan finde en løsning, der er holdbar for jer.

Er du så helt fortabt, hvis din nabo synes, det der med en konfliktmægler er åndssvagt? Heldigvis ikke. Mægleren kan klæde dig på til selv at gå videre og tage snakken med din nabo. Det kræver både træning og mod, og det kan lade sig gøre.

Hvad er målet med en mægling?

Det er ikke sikkert, at I bliver perlevenner efter en konfliktmægling. Det er nu heller ikke meningen. Og selvfølgelig kan mægleren ikke lovet et bestemt resultat. Men det bliver garanteret rarere at komme hjem fra arbejde, og din familie vil sikkert også sige, at du er blevet mere omgængelig. Det føles sikkert også ok, når du og naboen siger godmorgen og dav til hinanden fremover.

Du modtager denne mail, fordi du har tilmeldt dig via ProMedio's nyhedsbrev
ProMedio - promedio@promedio.dk - 22 80 74 12
Klik her for at afmelde: afmeld